Idealcombi sætter fortsat et glasklart fundament

Et solidt fagligt fundament er en vigtig forudsætning, for at få mest muligt ud af efteruddannelseskurser og uddannelsesforløb. I langt de fleste sammenhænge viser det sig, at ønsket om mere uddannelse er mest udbredt blandt de medarbejdere, der i forvejen har gode regne- og læsefærdigheder.

 

”Er de grundlæggende forudsætninger ikke i orden, kan det ligefrem være en hindring, når det gælder helt almindelige certificerings- og kompetencekursusforløb”, udtaler uddannelseskonsulent Karin Korsgaard fra Thy-Mors HF & VUC.

Det har Idealcombi A/S i Hurup igennem to år sat fokus på.

”Skal vi fortsætte denne rejse vi er ude på er vi afhængige af at få løftet vore medarbejdere. Vi startede allerede i 2014 med de indledende øvelser. Her blev 398 medarbejdere screenet for læse og matematiske udfordringer, for at sætte fundamentet for det fortsatte uddannelses-forløb for vore medarbejdere – i dag har vi i alt screenet omkring 550 ansatte sammen med Thy-Mors HF & VUC”, fortæller økonomidirektør Martin Søgaard fra Idealcombi A/S i Hurup.

De grundlæggende kompetencer i matematik og læsning er i fokus, foruden ordblindeundervisning.

”Vi er ude på en rejse, hvor vi ikke kender destinationen. For vi har altid betragtet efteruddannelse som en selvfølge, men under forudsætning af, at fundamentet var i orden. Og det skal måske støttes lidt! Det hjælper Thy-Mors HF & VUC med.”

”Jeg har fået meget mere selvtillid, og kan finde ud af mange flere ting. Så meget som der bliver skrevet i dag, er det jo en selvfølge, at man kan læse – så det er bare med at gå i gang”, fortæller specialarbejder Bo Vestergaard fra produktionen.

”Vi har arbejdet meget med Lean og nye måder at organisere arbejdet på, og i den forbindelse stiller vi nye krav til vore medarbejdere. Vi har mange ufaglærte og som virksomhed har vi et ansvar for at klæde dem på kompetencemæssigt. Derfor har Thy-Mors HF & VUC været en aktiv gæst på Idealcombi A/S siden januar, og til næste år, tager vi et nyt hold medarbejdere, som vi klæder på kompetencemæssigt”, slutter Martin Søgaard.