1. november 2018

Opstartsmøde af "Netværk for ordblinde voksne" var en succes

Omkring 60 fremmødte hørte onsdag aften en engageret og oprigtig Bubber fortælle om sit liv og opvækst som ordblind - eller som han sagde: ”Jeg er ikke blind for ord, men jeg er dårlig til at læse”.

 

Det skete i forbindelse med et opstartsmøde af ”Netværk for ordblinde voksne” på Thy-Mors HF & VUC, som har taget initiativet på baggrund af en række interviews af ordblinde i foråret. ”Her viste det sig, at rigtig mange ordblinde sidder med de samme udfordringer - og de sidder alene. Derfor har vi taget dette initiativ”, sagde Mette Gadegaard, uddannelseskonsulent hos Thy-Mors HF & VUC, efter Bubbers levende beretning.

Efter kaffepausen instruerede ordblindekoordinator Marenlise Facius i forskellige funktioner og apps på mobilen, som kan fungere som værktøj til at hjælpe med læsning og skrivning i hverdagen. De kan blandt andet bruges til:

  • oplæsning af tekster

  • at diktere til, hvor mobilen så skriver teksten

  • at tage et billede af en tekst og få den læst op og/eller oversat

  • oplæsning af undertekster på film i biografen og streamingstjenester som fx. Netflix og HBO.

15 af de fremmødte viste efterfølgende interesse i at deltage i netværket, som har sit første møde torsdag den 29. november kl 17.30 – 19.30 på Thy-Mors HF & VUC, Munkevej 9 i Thisted.

Hvis man ikke var til opstartsmødet, men er interesseret i at deltage den 29. november, skal man tilmelde sig hos Marenlise Facius på tlf: 40 18 58 86 eller mail mf@vuctm.dk.

Tilbage