Det store indryk på kollegierne!
Nu kom dagen endelig
I dag flyttede de nye elever til hf-Cold Hawaii, hf-Outdoor og hf-Imagine ind på kollegierne, og stemningen var præcis så varm, livlig og fuld af forventning, som vejret! Vi har alle glædet os helt vildt– og allerede fra første flyttebil var fællesskabsfølelsen, hjælpsomheden og smilene ikke til at tage fejl af.
Det var smukt at se, hvordan alle hjalp hinanden. Der blev båret senge, skriveborde, reoler, planter, træningsudstyr og alt det, der gør et værelse til et hjem. Der blev grinet, spurgt “hvor skal den her hen?”, og delt små øjeblikke, der gjorde flyttedagen både hyggelig og helt sin egen. Hjælpsomheden var overalt – og den satte tonen for resten af dagen.
Da forældrene havde givet de sidste farvelkram og var kørt af sted, gik det løs. Eleverne kastede sig ud i lær-hinanden-at-kende-lege, små aktiviteter, grin og masser af snak. Senere samledes alle til fællesspisning, hvor der blev talt, lyttet, grinet og allerede knyttet de første bånd, som kommer til at betyde noget de næste to år.
Vi er så glade for at have jer her. Nu begynder to år fyldt med oplevelser, udvikling, fællesskab og alt det, der gør hf hos os til noget helt særligt.
Og kære forælde….
Tak for en dag fyldt med varme, smil og en imponerende bæreindsats. Tak for tilliden – og for at sende jeres unge mennesker helt til Thy for at tage en anderledes og modig hf-uddannelse. Vi ved, at det er stort at give slip, og at dagen i dag har været følelsesladet for jer alle.
Selvom de unge nu er flyttet hjemmefra, er de flyttet hjemmefra sammen. De er landet i et fællesskab, hvor relationerne vokser hurtigt, og hvor de snart vil føle, at de har kendt hinanden meget længere end et døgn. Og bare rolig – de skal nok finde ud af at vaske tøj. Det sker hver gang.
Vi glæder os til at lære dem at kende, støtte dem og følge dem gennem de næste to år. Nu begynder eventyret på Thy-Mors HF & VUC – velkommen!















































































