Snesurfing på HF-Cold Hawaii
Kan man egentlig surfe på sne?
Det spørgsmål satte eleverne fra HF Cold Hawaii sig for at undersøge, da de en frostklar vinterdag slæbte deres surfboards med ud til det ikoniske Isbjerg ved Nors Sø. Og svaret?
Ja – det kan man faktisk godt.
Selv om de fleste forbinder surfing med sommer, sol og store bølger, viste vores surflinje HF- Cold Hawaii, at surfing også kan foregå på sne. Med sneen knitrende under fødderne, iskolde kinder og et solidt lag frost i landskabet omdannede eleverne den stejle bakke ved Isbjerg til deres helt egen vinter-surfspot.
Vores skønne aktivitetsmedarbejder på linjen, Matilde Trustrup Jensen, sørger for, at leg, fællesskab og naturglæde er en vigtig del af uddannelsen – også når vejret skifter fra vestenvind til vinterkulde:
“En stor del af vores hverdag er at lege – og det er lige meget, om det er i saltvand på surfboard eller på frossen vand. Thy er én stor legeplads for os, og vi elsker vinteren her.”
For eleverne handler vores surflinje nemlig om meget mere end teknik og bølger. Det handler om fællesskab, at bruge naturen året rundt, udfordre sig selv og opdage nye måder at dyrke surfkulturen på. Og netop her i Thy, hvor klitter, søer, bakker og Vesterhavets rå energi ligger side om side, er mulighederne næsten uendelige.
Den spontane sne-surfing blev hurtigt til en dag fyldt med grin, lige dele action og akrobatik – og en ny forståelse af, hvad surf kan være. Det er nok ikke sidste gang vi surfer på sneen, for når man bor i et område, hvor naturen konstant skifter udtryk, kræver det både opfindsomhed og lyst til at prøve noget anderledes.
Klik her for at se hele artiklen og billedserien:: Se billederne: Kan man surfe på sne? | Thy-Mors LigeHer.nu




