Article image
14. juni 2017

Hjælpemidler giver ordblinde hf-kursister ro og støtte

Janni og Line går på 2-årig hf på Thy-Mors HF & VUC i Nykøbing. Fælles for dem er, at de først sent i deres skolegang er blevet testet ordblinde. Med hjælpemidler kan de nu koncentrere sig om at gennemføre en ungdomsuddannelse.

 

Bogstaverne på papiret er svære at se, og det er uklart, hvilken ordlyd de skaber. At være ordblind har ikke noget at gøre med ens intelligens eller med at kende forskel på højre og venstre. Ordblindhed er en funktionsnedsættelse, der gør det svært at lære at læse og skrive.

Rigtig mange mennesker er ordblinde og kæmper hver dag med bogstaverne. Ifølge Nota, som er en institution under Kulturministeriet, regnes cirka 6 % af den danske befolkning for at være ordblinde.

På Thy-Mors HF & VUC i Nykøbing sidder Janni Bay Larsen, 17 år, og Line Kristensen, 18 år, i en hf-klasse og modtager undervisning sammen med deres klassekammerater. De to piger har i mange år kæmpet med ordblindhed, men er fast besluttet på at gennemføre en ungdomsuddannelse på trods af udfordringerne.

Hjælpemidler giver ro
Janni blev testet for ordblindhed i 10. klasse, mens Line først fik at vide, at hun er ordblind, da hun startede på hf-uddannelsen. Testens udfald resulterede i, at de begge nu kan få tildelt ekstra hjælp og støtte i hverdagen. Eksempelvis er det obligatorisk på Thy-Mors HF & VUC, at man som ordblind 1. års hf-kursist har ordblindeundervisning halvanden time ugentligt. Herudover har Janni og Line søgt om og fået tildelt timer til specialpædagogisk støtte (SPS) samt hjælpemidler i form af en it-rygsæk indeholdende fx scannerpen, håndscanner og it-programmet CD-ord. Alternativt kan man også vælge en programpakke, hvis man hellere vil have det installeret på sin egen computer. SPS-timerne er en hjælpende hånd, hvor man kan få tid til at komme med ekstra spørgsmål til den enkelte lærer, eller blive sat mere ind i en opgave, som man måske ikke helt forstod i første omgang.

It-baserede læse- og staveværktøjer og specialundervisning kan være væsentlige for mennesker med ordblindhed, og ved hjælp af intensiv læseundervisning kan ordblinde lære at læse.

”Jeg synes det er fint, at der er 1½ times obligatorisk ordblindeundervisning om ugen, fordi jeg her lærer at bruge mine hjælpemidler samt har tid til blive bedre i de fag, jeg har,” fortæller Line.

Også Janni er glad for hjælpemidlerne: ”Jeg har fået en masse gode hjælpemidler, og bruger dem selv meget i hverdagen – både i skolen og derhjemme. Fx scannerpennen der kan scanne ord og sætninger. Jeg har også en håndscanner, som kan scanne et helt ark, eller en side i en bog, og så ligger jeg det bare på computeren og får CD-ord til at læse det op. Hjælpemidlerne giver mig dén ro, at jeg ikke skal tænke på, at jeg får problemer med det i fremtiden.”

Godt sammenhold
Begge to er enige om, at sammenholdet i klassen er fantastisk og har stor betydning for den generelle trivsel. Klassen er god til at snakke sammen samt støtte og hjælpe hinanden – også i svære tider. Medkursister og lærere ser ikke ned på ordblinde kursister, men hjælper derimod så godt de kan.

”Hvis du vil have et godt skoleår, og have den rigtige hjælp til ordblindhed, så synes jeg du skal læse hf – du vil ikke fortryde det. På Thy-Mors HF & VUC er der ingen, der dømmer én fordi man er ordblind – vi er ligesom alle andre,” slutter Janni.

Tilbage