Article image
13. september 2017

Strømmen bliver grøn i Thisted-afdelingen

Thy-Mors HF & VUC har indgået en aftale som gør, at 100 % af strømmen i Thisted-afdelingen er garanteret ”grøn”.

 

Det er slut med at bruge strøm i flæng, uden at tænke på miljøet. Thy-Mors HF & VUC har netop indgået en aftale med virksomheden Scanenergi om køb af ”grøn strøm”.

Men den grønne strøm kan være lidt af en jungle, hvor det kan være svært at gennemskue sammenhængen mellem kvalitet og pris. For ja, der findes forskellige leverancekvaliteter af ”grøn strøm” – og det kan være svært at gennemskue.

Det hele handler om, hvorvidt leverandøren af "grøn strøm" kan sikre en garanti for oprindelsen. For når først strømmen er produceret, ryger den ud i de samme kabler, som også strømmen fra fx kulkraftværkerne fra Tyskland løber i.

VINDenergi er 100 % vindenergi fra Danmark

Hos Scanenergi kan de levere og garantere "grøn strøm" produceret af danske vindmøller. De kalder det VINDenergi.

”Vi får leveret VINDenergi til 100 % af vores elforbrug i Thisted-afdelingen og kan dermed med ro i sindet sige, at vores strøm er 100 % grøn. Scanenergi køber oprindelsescertifikater svarende til netop den mængde el, som vi anvender”, udtaler serviceleder Steen Erichsen.

Steen Erichsen påpeger endvidere, at aftalen er helt i overensstemmelse med, at vi er en grøn skole, som tager vare på miljøet og hele tiden arbejder frem mod bæredygtighed.

Aftalen med Scanenergi gælder fra 1. oktober 2017 og foreløbigt i fem år.

Tilbage