Banner image

Er du måske ordblind – uden at vide det?

Ordblindhed kan vise sig på mange måder – også selvom du kan læse og skrive. En gratis test kan give dig klarhed og adgang til de rette hjælpemidler, så du får mere overskud i hverdagen og på jobbet.

 

Mange voksne ved ikke, at de er ordblinde. Måske fordi de altid har klaret sig igennem – eller fordi de aldrig har haft brug for en test. Men ordblindhed kan vise sig på mange måder, også selvom du kan læse og skrive.

Ordblindhed handler ikke kun om at læse og stave

Ordblindhed betyder ikke, at du ikke kan læse – men at det kræver mere energi end for andre. Du kan være ordblind, hvis du ofte oplever:

  • At du kan læse teksten, men ikke huske indholdet

  • At det er sværere at skrive, når du er træt eller stresset

  • At du glemmer ord midt i en sætning

  • At du har svært ved at stave nye ord

Hvis dit barn er ordblind, er der også en øget sandsynlighed for, at du selv er det – ordblindhed er nemlig arveligt.

Hvorfor få en test?

En test kan give dig adgang til hjælpemidler og rettigheder, der frigiver energi i hverdagen. Det betyder, at du kan bruge kræfterne på det, der er vigtigt for dig.

Det kan især være en fordel, hvis du fx:

  • Skifter job eller arbejdsopgaver

  • Skal tage en uddannelse eller efteruddannelse

  • Har behov for at kunne læse og forstå dokumenter i e-Boks

Sådan hjælper vi dig

Hos Thy-Mors HF & VUC kan vi tilbyde dig en gratis test og en samtale om dine muligheder som voksen. Testen tager under 30 minutter, og du bestemmer helt selv, om – og hvordan – du vil bruge resultatet.