Article image
9. marts 2022

Spændende mad fra forskellige kulturer

AVU-kursister tilberedte mad fra hele verden til hele skolen

 

Skolens kantine og gård var i frokostpausen fredag den 4. marts omdannet til et sandt madmekka med velsmagende retter fra hele verden. Duftene, der strømmede ud fra kantinekøkkenet denne dag, kunne få mundvandet til at løbe lidt ekstra hos de fleste. Og heldigvis behøvedes man ikke at nøjes blot med at nyde duftene, for alle interesserede fik også lov til at nyde smagen af de mange farverige og velkrydrede hjemstavnsretter fra forskellige kulturer.

Det var skolens AVU-kursister, der havde stået for madlavningen, og tiltaget var et led i skolens fokus på at inddrage FN's 17 Verdensmål i undervisningen. Den pågældende uge var det således Verdensmål nr. 12: "Ansvarligt forbrug og produktion", som vi fokuserede på, og i den anledning gav det god mening med lokalt produceret globalt inspireret mad.

 

Tilbage