Brobygning

Vi har planlagt brobygningsforløbet, så du får mulighed for at få indblik i nogle af fagene på hf, og samtidig får du ny viden om nogle af de ting, som interesserer dig i din hverdag.

 

Undervisningen på brobygningsforløbet vil være tilrettelagt som blokdage, hvor forskellige fag arbejder sammen om et fælles tema, som er vildt spændende. Du vil få et indblik i, hvordan vi på en kreativ måde tænker ud af boksen på Thy-Mors HF & VUC, og samtidig vil du møde nogle af skolens mega dygtige lærere.

Temaerne du skal arbejde med, kan være:

  • Reality/sociale medier (Samfundsfag, psykologi og dansk)
  • Radikalisering (Historie, religion og samfundsfag)
  • Ungdomskultur (Mediefag og engelsk)

Du møder hver dag kl. 8.00 og slutter hver dag kl. 13.25. Den første dag mødes vi i kantinen i Thisted og i fællesarealet i Nykøbing, hvor du vil blive mødt af en studievejleder, og de lærere som du skal tilbringe brobygningsdagene sammen med.

Du kommer til at være en del af et brobygningshold og målet er at give dig en fornemmelse af, hvad det er for et niveau, du kommer til at møde på hf. Vi har valgt nogle temaer, som rammer os alle og som vi håber interesserer dig og de andre brobyggere. Vores lærere står klar til at inspirere dig til at se fagene fra mange vinkler og give dig et indblik i temaet. Vi håber at se dig her på Thy-Mors HF & VUC til et spændende besøg, og give dig et indblik i hvad hf er for en uddannelse og forhåbentlig give dig lyst til at komme tilbage til vores skole for at tage en hf.

Endelig møder du også en af vores studievejledere, der kort vil fortælle dig om uddannelsens opbygning og de muligheder, du har, hvis du vælger hf som din gymnasiale ungdomsuddannelse.

Det er nemt at komme til vores skole og mange buslinjer kører forbi skolerne både i Thisted og i Nykøbing. Vores kantiner har lækker og sund mad – hver dag – til rimelige priser bestående af blandt andet salatbar og en varm ret. En af dagene under dit brobygningsophold giver skolen frokost til dig i kantinen!

Under dit brobygningsophold på Thy-Mors HF & VUC får du altså kendskab til, hvad vi er for en skole. Hvem vores lærere er og hvordan vi arbejder med fagene, samt hvad indholdet er i en hf og hvad den kan bruges til!

Vi håber du er frisk på at lære os at kende?

Vi vil i hvert fald gerne møde dig 😊

Hvis du bliver syg og ikke kan komme, skal du kontakte skolen på 
tlf. 70 70 12 34 om morgenen kl. 7.30.